Assisi er en lille italiensk by i Umbrien, midtvejs mellem Rom og Firenze. I denne by fødtes og levede Frans - San Francesco, Frans af Assisi, Guds lille fattige - for 800 år siden. Byen er meget besøgt af pilgrimme og turister - turisterne for at se de gamle kirker med kunstværker af nogle af Italiens store mestre, pilgrimmene for at opleve byens særlige spiritualitet.
Bystyret har meget konsekvent søgt at bevare byen intakt, på torvet er der nogle få caféer med servering udenfor i sommersæsonen, men der er ellers ingen stativer eller markskrigerske tilbud på gaden, al butikshandel må holdes inden for husfaçaden. Man kan færdes i byen i sit eget tempo uden at blive antastet af tilbud. Der er selvfølgelig i nogle butikker et udbud af alt det turister ønsker at købe, postkort, souvenirs og religiøst skrammel, men på en egen værdig måde har man undgået den "tivolisering" som let rammer populære steder.
Assisi er omkranset af en mur således at byens struktur, gadeforløb, pladser, afsatser og huse er som de altid har været. Ved restaurering eller genopbygning (fx efter jordskælvet i 1997) er der strenge restriktioner i anvendelse af materialer, man bruger stadig den samme hvid-rosa-røde sten som man altid har brugt, og som hugges ud af Monte Subasio over byen. Et fænomen som mange nyder, er at italienerne i disse gamle byer ikke skjuler fortiden, husene har alder, man kan se ar på husene efter tidligere vinduesåbninger, porte, portaler, bygningerne får lov at vise deres historie, de er ikke pudsede, men står i rå mur.

I denne by blev Frans født i 1182. Frans' liv og historie er beskrevet uforligneligt på dansk af Johannes Jørgensen i hans to bøger fra begyndelsen af 19-hundredtallet, "Frans af Assisi" og "Pilgrimsbogen". Man kan fundere over hvorfor Frans stadig er interessant så mange hundrede år efter sin død - det er vist ikke en overdrivelse at sige at han er en af de mest populære skikkelser i den kristne kirkes persongalleri. Men også ud over den kristne kirke øver Frans en tiltrækning på mennesker, han bliver taget til indtægt af fredskonferencer, økologer, naturbevarere, ornitologer (Giottos fresco Fugleprædikenen), og han er ... ikke at forglemme, hele Italiens skytshelgen.

Jeg tror svaret er at Frans er aktuel - relevant også for vores moderne tid. Andre store skikkelser har haft deres tid, vi erindrer dem med glæde eller forundring eller af historiske grunde, men deres betydning i dag er minimal. Anderledes med Frans, han står stadig som en dybt evangelisk, uangribelig kompromisløs herold for Jesus' udsagn om de to måder at leve på: enten ved at eje - eller ved at modtage livet af Guds nåde. Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon (Matth 6,24). Det er et enten-eller, Gud eller det modsatte.

Dette ubekvemme evangelium er ofte blevet forbigået, overset, omgået, angrebet, fortrængt - men det ligger jo dybt i ethvert menneskes liv, og hvis man ikke støder på dette problem i sit liv, skyldes det enten at man lever overfladisk eller uvidende heldigt. Mammon er et livsproblem på det personlige plan, men også på det politiske, økonomiske, globale plan. Det er grundproblemet i vort liv som mennesker. Og det er så let at "vifte det af", altså at blive fri for spørgsmålet: "vi kan jo ikke allesammen gå i kloster og blive fattige - hvem skal så holde gang i produktionen og udviklingen?", "så rig er jeg nu heller ikke at det er et problem", eller mere aggresivt: "alle de der franciskanere ser da ud til at leve godt, de spiser da hver dag og har en bekvem seng". (Tillad mig en personlig erfaring: ved et menighedsmøde i vort sogn hvor jeg fortalte om Frans og fattigdommen, blev jeg efter mødet antastet korporligt af en ældre tilhører som greb mig i kraven og slog over i sit oprindelige modersmål af bare raseri: You bloody communist!).

Problemet - mammon - er der dog stadig, i dag måske mere end nogen sinde. Det er et kronisk problem, vi kan ikke undslippe det, end ikke ved at gå i kloster eller leve socialt ansvarligt eller selvopopfrende. Vi er omgivet af mammon fra fødsel til død. Vi menneskers tilpasningsevne er formidabel, historien viser at vi mennesker samarbejder og tilpasser os næsten en hvilken som helst samlivsform og kultur og tænkemåde. Derfor er der ikke mange - er der overhovedet nogen? - der anfægter mammon-samfundet, -tænkningen, -kulturen, -princippet. På dette vitale, altafgørende område af livet skal man søge længe efter dissidenter i dag.

Men der er altså én - ét sted i historien, i personkredsen, i helgenskaren, en dissident - som stod fast på Jesu ord, Frans. Det kan ikke betvivles at han ikke blot sagde det, men gjorde det. Men kan bruge Frans til hvad man vil, men hans aktualitet skyldes utvivlsomt at han minder os om det grundlæggende dilemma i vort liv: Gud eller mammon. Det er ikke let at leve med - men det er dog opmuntrende at der stadig er en lille irriterende stemme, som minder os om det.

Over en kirkedør i Sydslesvig står der:

DUM VIVIMUS
MORIENDUM EST
NE MORIAMUR
QUANDO MORIMUR.

"Du må dø mens du lever - for ikke at dø når du dør".

Dyd og last
Ord af Frans

Hvor der er kærlighed og visdom,
er der hverken angst eller vankundighed.
Hvor der er tålmod og ydmyghed,
er der hverken vrede eller irritation.
Hvor der er fattigdom og glæde,
er der hverken begær eller gerrighed.
Hvor der er fred og fordybelse,
er der hverken bekymring eller rastløshed.
Hvor der er nåde og besindighed,
er der hverken udskejelse eller grovheder.

Citeret fra Visdomsord: Frans af Assisi

Adventssang
Af Bo Scharff 2005

Nu tænder vi det første lys,
vor Jesus-konge kom
Og byd en fattig verden fred
Ved kærlighedens dom.

Nu tænder vi det andet lys,
så ved vi, du er nær,
for selvom verden ryster nu,
er du i lysets skær.

Nu tænder vi det tredje lys,
så mørket ved besked:
at Kristus kommer, når vi ser
fred og barmhjertighed.

Nu tænder vi det fjerde lys,
Gud fylder lysets krans,
så midt i mørket vi fornyes,
og vover livets dans.

Melodi: Nu tændes tusind julelys.
(Samme versemål som "I østen stiger solen op" og "Dybt hælder året i sin gang")

Jeg fik overdraget land
fra en ortodoks vesper til Den fortabte Søns Søndag (2. søndag i fasten)

Jeg fik overdraget land
uden synd og fuld af liv,
men jeg såede det til med synd,
med mit segl høstede jeg ladhedens kolber.
I bunker lagde jeg
mine gerningers neg,
men spredte dem ikke ud
på angerens tærskeplads.
Men jeg beder dig, vor Gud,
som har dyrket jorden fra al evighed:
Blæs avnerne fra mine gerninger
med din miskundheds vind
og skænk mig tilgivelsens høst.
Opbevar mig i din lade i himlen
og frels mig.

Citeret fra Anna Marie Aagaard: Ånd har krop, Anis 2005, side 103

Håbets lys over livet
Af Gerhard Pedersen

Gerhard Pedersen skriver om åndelige erfaringer: "… at Gud ikke kan fastholdes i oplevelsen. Fra oplevelsen sendes mennesker tilbage til hverdagen. Men Kristus følger dem med sin velsignelse.

Bibelen rummer mange beretninger om menneskers møde med Gud - også beretninger, som kunne betegnes som menneskers "mystiske" oplevelser. Men disse møder rummer altid på en eller anden måde en sendelse tilbage til hverdagen.

Apostelen Paulus fortæller om to sådanne oplevelser. Den første fandt sted uden for Damaskus, hvor han mødte den opstandne i et syn og blev sendt ud for at forkynde evangeliet i hele den da kendte verden. Lukas gengiver tre af apostelens beretninger herom i Apostlenes gerninger (kap. 9,1-29; 22,3-21; 26,9-20).

I den første beretning siger den opstandne: Han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld (9,15-16).

Den anden oplevelse fortæller Paulus om i et af sine breve (2. Kor. 12,1-10). Han er blevet rykket bort til den tredje himmel og har hørt uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale. Men så føjer han til: Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig.

Hvad denne torn er, ved man ikke. Det kan være en sygdom eller svaghed eller fristelse. Men vi kan konstatere, at også i dette tilfælde er mødet med Guds verden forbundet med noget, som holder Paulus nede ved jorden. Det viser sig tydeligt, når man læser videre:
Tre gange bad jeg til Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: "Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed"
Af disse to beretninger fremgår det klart, at i det kristne univers har åndelige oplevelser ikke værdi i sig selv. De er altid set som en ansats til at komme videre i tjenesten for Gud og næsten."

Citat fra kapitlet "Håbets lys over livet, hverdagens spiritualitet"
Forventningens glæde - en bog om kristen spiritualitet, Aros Forlag 2005, s. 159-160

Taizé er en blanding af Roskilde festival og et kloster. Når man stiger af bussen fra Macon er det første man ser alle de mange mennesker. Unge mennesker mest, men ellers er de ret forskellige, disse unge, der støjer, larmer og taler sammen om dybe ting på alle Europas sprog og på en god del af verdens sprog.

Det første man får i Taizé er en madras at sove på. Dernæst får man en arbejdsopgave. Så er der måltiderne og bønnerne i kirken. Her er egentlig essensen i spiritualiteten i Taizé. Man får alt, hvad man skal have, også samler man sig i bøn til Gud, og i grupperne diskuterer man sin tro og sit liv.

En bror i Taizé fortalte mig engang, at der findes en økonomisk regel, som går ud på, at der er knappe ressourcer i verden. Guds rige lever af den omvendte regel; nemlig: at i Guds rige er der nok til alle. Og det er jo netop det, man oplever i Taizé. At her er der nok til alle. Alle får en seng at sove i. Måske er det ikke den mest komfortable seng, de får, men alle får en seng at sove i. Alle får også det, som de skal have at spise. Måske er det ikke helt så rigeligt, som vi er vant til i Nordeuropa, men alle får det, de skal have af mad og drikke.

Taizé fællesskabet ønsker at være et spejl på Guds kærligheds uudtømmelige brønd.

Udover dette ønske er der ikke så mange principper i Taizé.

Måske kan man alligevel sige, at brødrene har tre principper:
Et, som går ud på, at de tekster man bruger ved andagterne skal være forståelige. Ingen skal blive bange for, at Gud ikke ønsker fællesskab med dem, fordi de møder en bibeltekst til en andagt, som er for svær at forstå.

Et andet, der går ud på, at gæsterne i Taizé deles ind i grupper med folk på deres egen alder og samme kendskab til Bibelen for at diskutere kristendom og deres liv med hinanden, således at alle kommer til at dele fællesskab med nogen, der har deres eget vidensniveau om kristendom.

Det tredje princip går ud på, at alle, der besøger Taizé skal deltage i fællesskabet. Alle der kommer til Taizé får jo som sagt et stykke arbejde tildelt. Det viser, at dette er et rigtig godt princip. Ved at arbejde sammen kommer man til at kende hinanden rigtig godt, og det giver en god impuls til at åbne sig for hinanden i de eksistensielle og religiøse gruppesamtaler. Det fjerde princip kunne være forsoning, men derom senere.

I Taizé er der en enkelhed, der gennemsyrer det hele. Taizé sangene er enkle. Bønnerne er enkle, og udsmykningen i kirken er enkel. Dette gør, at Taizé konceptet er let at tage med sig hjem, og bruge i sine egne kirker i Polen, Italien eller Danmark. Dette er en af Taizé fællesskabets største bedrifter, at de har inspireret så mange kristne i Europa, til at tage sangene, formerne og stilheden med sig hjem til deres egne kirker. Således er Taizé konceptet blevet et billede på den økumeniske samtale, som den har været efter anden verdenskrig.

Til Taizé andagterne i baptist kirken i Århus bruger man ortodokse ikoner. I Taizé kommer katolske unge til gammeldags bibelstudier, som man har kendt det i de protestantiske kirker i mange år.

Og her er vi måske ved det fjerde princip i Taizé: At virke for forsoning. Taizé forsoner protestanter, katolikker og ortodokse. Taizé forsoner kirkelige eliter med de kirkefremmede. Og dette princip om forsoning virker så tilbage på princippet, om at alle skal hjælpe til med at arbejde. Alle i Taizé bliver sat til at arbejde sammen med folk, der er forskellig fra dem selv.

Så for at konkludere kunne man sige, at spiritualiteten i Taizé går ud på at bygge et lille bitte stykke af Guds rige i bøn, i arbejde, ved måltiderne, i samtalefællesskaberne i Taizé og derhjemme igen.

Kristus i mig er en kilde til liv.
Jeg er i Kristus en kilde til liv.

"Min sjæl tørster efter dig, min krop længes efter dig, som det tørre, udpinte, vandløse land". (Salme 63, 2) Tørsten har været menneskets følgesvend gennem tiderne. At være menneske er at tørste. Tørsten er et gode, også selvom den er plagsom. Den tvinger én til at fortsætte med at søge efter det, man længes efter. Den får et menneske til ikke at slå sig til ro. I tørsten ligger et løfte - vi ville ikke tørste, hvis kilden ikke findes.

"Den der tørster, skal komme til mig og drikke. Den der tror på mig, fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand". (Joh 7,37-38) Da slutningen nærmede sig for Jesus, stod han på tempelpladsen i Jerusalem og råbte denne mærkelige indbydelse. Og folk strømmede til. Han indbyder mennesker til at komme til ham og drikke. Men strømmen, som skal stille deres tørst, kommer ikke andre steder fra end ud af deres eget indre. Når hans kildevæld kommer ind til de tørstende, som hører ham, smelter isen i dem, og vandet i deres egen kilde vælder frem.

Kilden findes i ethvert menneske, og den har altid været der. Jesus skaber ikke nyt, men han leder mennesker i kontakt med det, som allerede findes i dem, - det som de levet afskåret fra. At leve afskåret fra den indre kilde er en plage. Det er frelse igen at få kontakt med den.

Kerneordet var fra begyndelsen ikke beregnet til at skulle synges. Jeg formulerede det engang, da jeg havde behov for et sandt og nærende ord, som jeg skulle kunne sige om og om igen i en beroligende rytme uden at tænke. Jeg behøvede et meditativt ord til at gentage både alene og sammen med andre.

"Kristus i mig er en kilde til liv". At gentage ordet er en måde at nærme sig den virkelighed, som ordene udtrykker. At vende sin opmærksomhed mod kilden er at bane sig vej ind til den.

Margareta Melin: Vindens barn
Kärnord med kommentarer
Oversat af Kristian Bork Sørensen

Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred!

Én sagde engang med glimt i øjet: "Herren velsigne dig og "forbavse" dig! Ja, det er netop det, Herren gør. Han forbavser os også. Hvor ofte bliver vi ikke overrasket over livets storhed og skønhed? Det største er dog ikke, at Herren forbavse dig, men det største er, at Han velsigne dig og bevare dig!

På et badeværelse. Her dufter af salve og babyolie. Nybagte forældre ser med strålende øjne på det lille barn, som ligger på puslebordet. De har aldrig oplevet noget lignende. Øjnene fortæller alt. De fortæller, at dette lille barn er det mest værdifulde, de har. De er villige til at give meget, måske alt, for denne lille skabning. Øjnene og kærtegnene overfører den intense glæde til barnet. Og barnet oplever at være accepteret og føler, at det er godt at være til. Det får lov til at være sig selv. I mors og fars øjne ser det tryghed og glæde.

"Modtag Herrens velsignelse". Vi rejser os fra kirkestolene og ved, at nu er gudstjenesten snart slut. Men på en måde er det jo nu, den begynder. Velsignelsen handler om Guds ansigt. Ikke som én vi opsøger for at fremvise noget. Ikke som en censor, vi skal op til eksamen hos. Ikke som en kontrollerende "storebror" ser dig. Ikke som en arbejdsgiver vi skal yde noget for. Men som Ham der er så glad for mig, at Han ikke kan holde øjnene fra mig. Billedet med barnet på puslebordet dukker op for mit indre øje. Som et barn der ser ind i et ansigt, der viser mig, at jeg er accepteret som den, jeg er.

"Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!". Måske er afstanden mellem kirkestolen og puslebordet kortere, end vi forestiller os. Når velsignelsen lyses, er jeg for Guds ansigt. Jeg er barnet, der må se et ansigt, der lyser og stråler mod mig. Jeg er accepteret. Jeg får lov til at være mig selv. Gud ser mig, men han fjerner ikke det svære! Tvært imod!

Velsignelsen handler ikke om det smertefrie liv. Velsignelsen handler ikke om at lykkes i alt. Velsignelsen er at få lov til at leve for Guds ansigt. At være barn. Også med det vanskelige, det smertefulde, det uforklarlige. Ja - måske netop det. At have en Fader, som vil omfavne mig og sige: Jeg elsker dig! Du er accepteret nøjagtig, som du er. Nogle har et indvendigt billede af en far, som har sagt det samme. Andre mangler dette gode indvendige billede. Men billedet af spædbarnet kan måske hjælpe os til at forstå lidt af det at være et Guds barn?

Præsten tegner korsets tegn over menigheden. Kristi kors og Herrens velsignelse knyttes sammen. Jeg må være for Guds ansigt for Kristi skyld. Korsets tegn. Tegnet på at netop jeg er elsket. Tegnet på at netop jeg må være et Guds barn og leve hele livet for Guds ansigt. Jeg står ved kirkestolen og får lyst til at gentage korsets tegn for mig. Jeg har behov for at minde mig konkret om dåbens tegn. Det er en påmindelsen om, at jeg er et barn. Og så får jeg endda freden i tilgift.

Dear God
bless this bunch
while they munch
their lunch
Bordbøn hørt på Iona

"Folk kommer til kirken med håbet om, at der kan ske forandring" siger Kathy Galloway, Ionafællesskabets leder. Vi er alle "broken people", der søger heling og nyt liv.
Men kirken er ikke god til at forstå nederlag, selvom det er et af de væsentligste emner i evangelierne. Der kan ikke bygges fællesskab op uden evnen til at være ærlig og sårbar sammen, for i den position lærer man at dele. Hun siger ligefrem: tro starter for alvor der, hvor tingene bryder sammen, hvor folk ikke opfører sig som de skal! Vækstpunktet er der, hvor smertepunktet er.

Vi lægger oftest mere vægt på de svar, Jesus gav, end på de spørgsmål han stillede. Men han gav mennesker ansvar, og det er forkert, når kirken så ofte behandler folk som umyndige. Deres tvivl og deres kampe skal mødes med tillid.
Grundlæggeren, George Macleod, havde en yndlingshistorie: Jesus kommer op i himlen, og ærkeenglen Gabriel spørger bekymret: "Herre, du har efterladt dit arbejde i hænderne på fiskere, toldere og skøger. Hvordan tør du det?" Og Jesus ser på ham og svarer: "Jeg har ingen andre planer".

Ionas liturgier er udarbejdet af stab, medlemmer og gæster i fællesskab, bestræbt på at finde et ærligt og relevant sprog.
Da man på Iona genopbyggede det gamle abbedi, var det for at skabe en base for at være udfarende - ikke med færdige svar, men med at være en del af fællesskaber, der kæmper for at leve evangeliet i verden. Og det er integreret i liturgien.

Når folk har været på ugekursus har de gennemgået et forløb af gudstjenester. Der er mulighed for forbøn og for løfter, "Healing and the Laying-On of Hands" og "Act of Commitment Service".
Den sidste ender sådan :

Når man sendes hjem, lyder der ved afskeden en velsignelse som modtages stående. Og så sætter man sig ikke ned igen. Man tager sin taske og går. Går ned til den ventende færge og tager hjem for at fortsætte gudstjenesten i det daglige arbejde. For gudstjeneste - det er alt hvad vi gør, og alt hvad vi er, vi er i et kontinuum.

Kom Gud Helligånd, kom brat!
Gennembryd den mørke nat
med Guds morgenrøde!
Lad vort hjertes lærkeslag
hilse Herrens klare dag,
som står op af døde!

Sjælesørger allerbedst,
hjertekamrets ædle gæst!
Vær hos os til stede
med Guds fred i storm og strid,
himmelsk trøst i trængselstid!
Sluk vor sorg med glæde!

Saligheden, tvivl til trods,
gør indlysende for os,
som ved Ånd os trøste,
føle dybt, at uden dig
tomt er alt på jorderig,
avner kun at høste!

Styrk og bøj os med din arm,
gør vor kolde kundskab varm,
dæmp og luer vilde!
Rens os med dit hjertesuk,
kvæg os med din morgendug:
Dryp fra livets kilde!

Lad for os som på dig tro,
livets blomster overgro
gravens mørke tilje!
Og ved kirkegårdens port
vift fra os hver skygge sort
med din hvide lilje!

Det er en søndag morgen i Svejbæk. Du og jeg cykler ned mod søen, for vi kan så godt lide at kigge over mod Himmelbjerget med alt det grønne omkring sig og den blå himmel for oven. Vi cykler hurtigt, og pludselig kommer vi igennem en lærkeflok med deres hurtige vinger baskende os hæsblæsende om ørene. De når sagtens at dreje, før de rammer os. Du er vist ligeglad, men jeg når til gengæld at blive muntert nervøs, for jeg er så glad. Tænk at vi må opleve denne dag med den blå himmel, som er ekstra klar, fordi solen lige er begyndt at skinne på den, og disse lærker på vej mod udsigten til Himmelbjerget.

Kom Gud Helligånd, kom brat!
Gennembryd den mørke nat
med Guds morgenrøde!
Lad vort hjertes lærkeslag
hilse Herrens klare dag,
som står op af døde.

Jeg tænker altid på Svejbæk, lærkerne og Himmelbjerget, når jeg synger første vers af "Kom Gud Helligånd, kom brat!"
Når Helligånden kommer til verden med lyset, kan vi se, at solen er Jesus Kristus, og vort hjerte ved det allerede, så det bevæger sig lynhurtigt og lige så fint som en lærke med sine dygtige vinger. Og i lyset fra Kristus bliver det morgen. Jeg kan fornemme dine fine ansigtstræk, og du lægger vist også mærke til mine. Vore hjerter, der rummer de fineste bevægelser, kan nu bevæge sig i stor følsomhed for hinanden.

Sjælesørger allerbedst,
hjertekamrets ædle gæst!
Vær hos os til stede
med Guds fred i storm og strid,
himmelsk trøst i trængselstid!
Sluk vor sorg med glæde!

Det er ikke altid, at himlen er blå, så man kan se Himmelbjerget. Heller ikke i Svejbæk. Når jeg ængstes så meget for i morgen, så at jeg ikke lukker øjnene hele natten; når jeg kramper i vrede over dine sår mod mig, så kommer Helligånden engang imellem ligeså sagte og uden ord og skænker mig sin fred. Lige så stille gør den gode Ånd det midt i mit sinds fantasi, der går i krig for alle mulige æreløse formål, og mine øjne lukker sig, så jeg endelig kan falde lidt mere i søvn. Alle os følsomme mennesker, der på en dårlig dag mærker det mindste skub som et mægtigt slag, vi giver måske ikke så meget for Helligåndens nådige hvile. På den anden side har vi brug for den et øjeblik, så vi kan få hvile. Vi har brug for Helligånden, så vi atter tør forlade vor vrede og sårede hule og gennem Ånden tale med Gud.
Og på en regnvåd dag i Svejbæk, hvor disen er så tyk, at Himmelbjerget er væk i den våde udsigt, og man kun hører det monotone tog, som en gang i timen suser imod Århus eller Silkeborg, så er det godt at tale med Gud igennem Ånden; For igennem Ånden kan vi måske ane Himmelbjerget med sin blå himmel igennem disen. Måske skal jeg se det igen og lægge mærke til lærkernes fart og dine ansigtstræk på den anden side af disen, vreden.