luk vinduet

Saligprisningerne

Omvendelse illustreret ved saligprisningerne –
det som alle vil og dog gør modstand imod

fra Hans L. Martensens bog: Dåb og Kristenliv

Hvad Paulus oplevede og dybtgående teologisk tolkede i sine breve, var den samme "omvendelse", som Jesus fortalte sine tilhørere om i enkelte ord og billeder. Først efter Jesu død og opstandelse gik ganske vist de fulde dimensioner af hans ord op for disciplene. Den Kristne omvendelsesprædiken og dåb begyndte først efter, at den dramatiske magtkamp havde fundet sted, da onde magter fæstede Jesus til korset, mens Guds kærligheds magt viste sig som den endnu stærkere. Efter denne magtkamp faldt Helligånden som ild ned over disciplene, og de begyndte at prædike omvendelse og dåb til den "anderledes" magt.

Den anderledes magt er allerede beskrevet helt og fuldt i Jesu forkyndelse, således som han talte i sine lignelser, og således som han redegjorde for Gudsrigets virke, når det kommer nær.

Der findes ingen tekst, der mere fortræffeligt illustrerer, hvad kristen omvendelse er, end "saligprisningerne". Deres ordlyd i Matthæusevangeliet er således:
"Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer". (Matt 5,3-12)
Disse saligprisninger er som overskriften til Jesu forkyndelse, de er som en sammenfatning af det glade budskab. Der er en lys og lykkelig tone over bjergprædikenen. Som et omkvæd gentages det indledende ord ni gange i træk: salig! Den menneskeskildring, der gives, virker umiddelbart tiltrækkende, opløftende og forhåbningsfuld.

Til alle tider har mennesker følt sig tiltrukket af bjergprædikenen og i særdeleshed af dens saligprisninger. Også i dag føler de fleste, om de er kristne eller ej, at der her er sagt et centralt ord, der har budskab til alle. Vi fornemmer at stå over for det, vi egentlig alle ønsker. Her er en glæde at give videre til en trist verden. Den, der hører saligprisningerne, forstår, at Jesu budskab i bund og grund er positivt og livsbekræftende.

Begrebet "salighed" har sine rødder i Det Gamle Testamente. Snarere end at give en lærd forklaring om dette ords betydning og oprindelse kan det være nok at sige, at det simpelthen indeholder alt, hvad et menneske kan indbefatte under betegnelsen glæde og lykke.

Det moderne begreb "lykke" er måske fladere og mere indskrænket end det bibelske begreb "salighed". Og alligevel hvis det i moderne menneskers forestilling er lykke at elske en dejlig pige, eller hvis lykken er et være fri for smerte, at opleve tilværelsen intensivt og glædeligt, at være i harmoni med sig selv og omverdenen, at have tilstrækkeligt med penge og rigdom til at kunne disponere frit over sin tid og sine kræfter; hvis det er lykken, simpelthen at opnå den størst mulige livsudfoldelse, den mest intensive oplevelse af at være til og samtidigt størst fællesskab med andre: så er alt dette i højeste grad sammenfattet i Det Gamle Testamentes tanker om "salighed". Det priser de rige, de sunde, de levende frem for de døde.

Salighed betyder slet og ret opfyldelsen af alle de længsler, der ligger gemt i os, for så vidt vi er mennesker, og for så vidt vi er til. Salighed betyder at nå en mening, som vi er skabt til at nå. Den, der har det i sig at blive violinvirtuos, finder et instrument at spille på; den, der har det i sig at synge, kommer til at synge; den, der har det i sig at elske, finder sin elskede.

Det er salighed for Adam at finde en Eva, der passer så godt til ham som et ribben, der er taget ud af hans eget bryst og nu finder tilbage til sin plads.

Ordet "salighed" har også i Jesu mund denne baggrund fra Det gamle Testamente. Det er ikke en "spirituel", ujordisk salighed. Nej, den er plantet i denne jord og skal vokse frem af den. Den skal opfylde det menneske, der selv er hentet frem af jorden og dannet af dens ler.

Ganske vist er den "salighed", Jesus taler om, mere end alt dette. Den er plantet i jorden, men dens kim er fra en anden verden, fra Guds Rige. Dens horisont er ikke begrænset til det, vi ser med vore øjne. Tvært imod er den åben for stadig nye og uanede horisonter – åben for alt, hvad det vil sige at være skabt i Guds billede. Lige så uanede som menneskets muligheder er, lige så uanede er horisonterne til salighed. Den kan beskrives med salmistens ord: "Afgrund råber til afgrund" (Salme 42,8). Når den højeste tinde er nået, ser man en højere forude. Når den dybeste dal har åbnet sig, findes der endnu større dybder. Det er salighed, der griber ud over mennesket, frem mod den, i hvis billede det er skabt. Den sprænger alle grænser for at juble for Gud og tilbede ham.

De fleste føler sig umiddelbart tiltrukket af Saligprisningerne. De tænker: Her har vi det forløsende ord. Det siger, hvad vi egentlig altid har vidst. Det udtrykker, hvad vi alle ønsker. Det må simpelthen være skønt at være en af de salige, som Jesus priser. Hvor nogen er salig på denne måde, opstår en ny menneskehed.

Dog er det med Saligprisningerne som med et moderne maleri, der er beregnet til at blive set på stor afstand. Langt fra forekommer det straks meningsfyldt og smukt og tiltrækkende. Hvis man går helt hen til lærredet – for slet ikke at tale om, hvis man vil betragte det under lup – opdager man kun modsigelsesfulde farver og streger. Eller for at bruge et andet billede: Saligprisningerne er som en smuk bjergtinde, som man beundrer i det fjerne og sætter som mål for en vandring. Når jeg begynder opstigningen forsvinder tinden bag nære høje og bakker, der skjuler for al den skønhed, jeg ønskede at opleve. Tilmed synes vejen besværlig og næsten uigennemførlig: der åbner sig slugter, jeg ikke havde ventet, og der stiller sig hindringer i vejen, som jeg ikke har anet.

Den, der for alvor får Saligprisningerne på nært hold og vil begive sig ind i Gudsrigets og den ny menneskeheds land, finder pludselig modsigelse på modsigelse, så han ganske forvirres.

luk vinduet